september  
 

tirsdag den 19. september 20.30 - tekst John Høy Jessen, Kolding BK - arkivfoto sportK    




Fra søndag middag er der igen turneringsbadminton i
Kolding Kegchercenter. Klubbens førstehold har været
i oprykningsspil de seneste to år - og det er
ambitionsniveauet igen i år

 
Så går turneringsstarten i Kolding BK
 
Så er der igen badminton på højt niveau i Kolding Ketchercenter.
 
Søndag den 24. september er der rig mulighed for at komme ud og se noget spændende og underholdende badminton i Kolding Ketchercenter når Kolding Badminton Klub spiller sæsonens første hjemmekamp.
 
Alle klubbens fire seniorhold skal i kamp. Kl. 15.00 spiller 2. division mod Aarhus AB og 3. division mod Middelfart, Kl. 11.30 spiller Danmarksserien mod Dalum og kredsserien mod Dalum.
 
Der bliver gang i hallen og spillere, trænere og klubben glæder sig til at vise talenterne frem.
 
Det skal især blive spændende og se om klubbens 1. hold kan drille ligareserverne fra Aarhus AB. I sæsonens første kamp på udebane mod ligareserverne fra Højbjerg tabte Kolding BK 9-4, i en kamp hvor hjemmeholdet måtte kæmpe hårdt for at leve op til favorit rollen.
 
De første to kampe mod Højbjerg og Aarhus AB er de forventet sværeste i grundspillet. Der er i alt otte hold i puljen og de fire øverste ryger i oprykningsspil til 1. division og de fire laveste i nedrykningsspil. Sidste sæson sluttede Kolding som nummer fem, men sikrede i suveræn stil overlevelse i nedrykningsspillet.
 
I denne sæson har cheftræner Steen Thomsen en ambition om, at klubben skal med i oprykningsspillet. Det bliver tæt, da rækken ser meget lige ud. Eventuelle point mod Aarhus AB vil være bonus i det regnestykke.

De 3 øvrige hold vandt alle deres kamp i første runde og det skal blive spændende at se om de kan følge op på det.
 
Der er gratis adgang hele søndagen til premieren og alle er velkomne.
 

søndag den 17. september 16.30 - tekst og foto Trekanten KIF    



Det nye træningsredskab, SPECTO, vil betyde, at vores spillere bliver endnu bedre, lyder det fra seniortræner i Bowlingklubben Trekanten-KIF, Anders T. Hansen

 
BK Trekanten-KIF er først med nyt træningsredskab
 
Som den eneste klub i Danmark har bowlingklubben Trekanten-KIF fået installeret det nyeste og mest teknologiske træningsredskab for bowlere, SPECTO.
 
SPECTO er udviklet af KEGEL i USA. Med dette system kan spillerne - kort fortalt - præcist se alle detaljer om kuglens vej mod keglerne. Redskabet er blevet installeret i bowlinghallen i Sydbank Arena, hvor det vil blive vist frem for inviterede gæster på fredag, den 22. september, kl. 17.30. I forbindelse med fremvisningen vil nogle af klubbens landsholdsspillere være til stede for at demonstrere, hvad redskabet kan.
 
- Det er det absolut mest revolutionerende udviklingsværktøj indenfor bowlingsporten. Det giver en meget præcis beskrivelse af bowlingkuglens vej mod keglerne, så det kan bruges til at justere slip, retning og give en væsentlig bedre forståelse for, hvad der i spillet lykkes og ikke lykkes, siger seniortræner Anders T. Hansen.
 
- Det er min forventning, at vi kommer til at bruge systemet på daglig basis, og det vil betyde, at vores bowlingspillere bliver bedre, hvilket har stor betydning, da det ofte er meget små marginaler, som adskiller de bedste fra hinanden.
 
Ved fremvisningen af det nye træningsredskab vil gæsterne få mulighed for at møde en af de personer i verden, som har arbejdet mest med SPECTO, Del Warren, fra USA. Han er en af verdens bedste bowlingcoaches, coach for Team USA og vicepræsident for Kegel Training Center - et af verdens mest højteknologiske træningscentre inden for bowlingsporten.
 

tirsdag den 5. september 21.30 - tekst og foto Trekanten KIF    



BK Trekanten KIFs landsholdsspiller Anders Lousdal er klar til at tage fat på sæsonen 2017/2018 i weekenden

 
BK Trekanten KIFs ligahold klar til ny sæson
 
I den forestående weekend – den 9. og 10. september – tager Bowlingklubben Trekanten KIFs damer og herrer hul på sæsonen 2017/18. Det er en sæson, som på forhånd tegner mere end spændende. Damerne skal forsøge at bytte sidste sæsons sølvmedaljer ud med guld, og herrerne skal forsvare deres DM-titel.
 
Damerne starter med nogle svære udebanekamp; lørdag mod sidste års nr. 5, Enghaven, fra Vejle. Det bliver med en debutant, den tidligere individuelle verdensmester, Mai Ginge fra Horsens, på Kolding-holdet. Holdet består endvidere af landsholdspigerne Maria Stampe og Sascha Wedel samt Pernille Rasmussen, Nadia Jepsen, Helene Andersen og Rikke Qwist.
 
Søndag drager holdet afsted til udebanekamp mod sidste års nr. 4, RBK 90 fra Randers, som BK Trekanten KIF sidste år besejrede i semifinalen i slutspillet.
 
- Der er således lagt op til to topbrag fra starten af sæsonen, som tegner særdeles spændende, selv om sidste års DM-vinder, Stars And Strikes, Horsens, ikke deltager i ligaen i denne sæson, lyder det fra holdleder Hannah Møller Buchwald.
 
Klar til endnu et titelforsvar
 
BK Trekanten KIFs herrer starter lørdag ude med en kamp mod Sisu fra Rødovre og søndag med en udebanekamp mod Enghaven fra Vejle. Det er kampe mod to tidligere midterhold, men som traditionelt er meget stærke på hjemmebane, hvorfor der også her er lagt op til nogle spændende kampe.
 
Holdet består begge dage af landsholdsspillerne, Mik Stampe, Thomas Larsen og Anders Lousdal samt Steffen Tang-Petersen, som sidste år vandt tre danske mesterskaber for BK Trekanten og Jan Andersen, som ligesom de øvrige koldingensere, var en af spillerne på mesterskabsholdet sidste sæson.
 
På Kolding-holdet er der debut til Mikkel Brus Sørensen, der tidligere spillede i Brasilia fra Odense. Det skal blive spændende at se, hvad han kan udrette i den sorte Kolding-trøje.