Fodbold
jyllandsserien 2, Broager-Kolding Boldklub 0-1 (0-1)
Broager er et vanskeligt sted at spille.
- De har ikke tabt på egen bane siden
oktober 21. Det synes jeg er væsentligt at få med, lød det, da vi
fangede cheftræner Jes Bekke efter kampen og sejren.
Ja, at skrive om Kolding Boldklub er
en succeshistorie lige nu. Andetholdet - i serie to - fører deres
række. Det samme gør sig gældende for Jes Bekke's tropper, der fører
rækken og ikke har tabt en kamp siden premieren den 25. marts, da
Horsens Freja vandt 1-0. Siden har det været lutter sejre udover en
enkelt uafgjort kamp. Derfor fører KB rækken. Men Give Fremad er
lige i hælene på de blå. KB har 22 point, mens Give Fremad har 21.
Der resterer fem runder.
Jesper Fogh Sørensen var matchvinder
med sit mål lige inden pausen. Efter pausen var der to matchvindere
mere. Den ene hedder Frederik Bach Jensen. Han er keeper og reddede
et straffespark. Den anden er HOLDET. Målscoren hedder 25-4. Ret
imponerende.
- Det var nu ikke vor bedste kamp i
foråret. Første halvleg var ikke god, mens vi efter pausen havde vel
20-25 minutter, hvor det virkelig kørte for os. Alt i alt dog stor,
stor ros til holdet. Jeg fik brugt hele truppen i dag. Alle
arbejdede benhårdt for det og holdt ved. Skadesmæssigt har vi nogle,
der døjer med små skavanker, men så er det vigtigt, at vi får alle i
kamp, lød det fra Jes Bekke.
Nu kan han og spillerne holde
weekenden fri, men snart er der kamp igen. Det er allerede næste
tirsdag aften kl. 19.00, hvor altid farlige Egen kommer på besøg. |